LOV 964/2020 · Retsplejelov for Færøerne
LOV 964/2020 Art. 353
Retshjælp og fri proces
Der kan efter ansøgning meddeles en person, som opfylder de økonomiske betingelser efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 355 og 356.
Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætter regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.
Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 329.000 kr. (2019-niveau) for enlige.
Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen udgør 418.000 kr. (2019-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab eller forældremyndighed, jf. kapitel 51, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.
Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 57.000 kr. (2019-niveau) for hvert barn under 18 år, herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.