LOV 964/2020 · Retsplejelov for Færøerne
LOV 964/2020 Art. 1015
Regler om behandlingen af private straffesager
Når nogen ved Retten på Færøernes dom i en sag, hvorunder en privat sagsøger i den borgerlige retsplejes former har påtalt en forbrydelse, som er undergivet privat påtale, er dømt til fængsel, kan vedkommende rejse anke overensstemmende med de regler, som gælder i offentlige sager. Landfogeden har da overensstemmende med reglerne i kapitel 96 at indbringe sagen for Østre Landsret, hvor ankesagen forberedes og behandles efter de for offentlige sager gældende regler. Landfogeden lader meddelelse om ankesagen forkynde for den private sagsøger, der har adgang til at slutte sig til forfølgningen for Østre Landsret overensstemmende med bestemmelserne i § 730. Finder landfogeden, at en offentlig interesse kræver, at Retten på Færøernes dom i en privat forfulgt straffesag, jf. 1. pkt., gøres til genstand for påanke, kan landfogeden af egen drift iværksætte en sådan, og foranstående regler finder da tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Foranstående regler finder tilsvarende anvendelse, hvor Østre Landsrets dom i en privat straffesag kan påankes til Højesteret i medfør af reglerne i § 406 eller § 984.
Stk. 3. Den private sagsøger kan uanset sin stilling afhøres som vidne i sagen.