Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LBK 426/2019 · Bekendtgørelse af lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven)

LBK 426/2019 Art. 62

Beskatningen af den længstlevende ægtefælle

In KraftAmtlicher Text

Afdødes indkomst i mellemperioden beskattes hos den længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle beskattes dog ikke af indkomst, som afdøde har valgt beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F.

Stk. 2. Afdødes indkomst i mellemperioden opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. dog stk. 3-6, § 59, stk. 4, og § 60, stk. 2.

Stk. 3. Afdødes beskæftigelsesfradrag efter ligningslovens § 9 J og særligt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 4, beregnes på grundlag af de faktiske indkomster i mellemperioden efter de regler, der ville have været gældende, hvis dødsfaldet ikke var indtruffet.

Stk. 4. I afdødes indkomst for mellemperioden indgår etableringskontoindskud inklusive tillæg efter etableringskontolovens § 11, stk. 1, som den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at overtage, jf. § 59, stk. 2, nr. 2.

Stk. 5. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb inden udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (bagudforskudt indkomstår), og dødsfaldet er sket efter udløbet af det forskudte indkomstår, men inden udgangen af det pågældende kalenderår, forstås såvel dødsåret som mellemperioden ved anvendelsen af reglerne i dette kapitel uanset § 96, stk. 2 og 3, som perioden fra slutningen af det sidst afsluttede indkomstår til og med dødsdagen.

Stk. 6. Underskud i den længstlevende ægtefælles indkomst i det indkomstår, hvori førstafdøde er afgået ved døden og i årene forud herfor kan overføres til fradrag i først­afdødes indkomst i mellemperioden efter de regler, der ville have været gældende, dersom dødsfaldet ikke var indtruffet.