LBK 426/2019 · Bekendtgørelse af lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven)
LBK 426/2019 Art. 26
Dødsboer, der ikke er fritaget for beskatning
Renter, som en længstlevende ægtefælle, arving eller legatar har tilsvaret et dødsbo som følge af en a contoudlodning, er ikke skattepligtige.
Stk. 2. Beløb, som et dødsbo udbetaler som renter eller udbytte af boslod, arvelod eller legat, kan ikke fradrages i bobeskatningsindkomsten, men behandles skattemæssigt som henholdsvis boslod, arvelod eller legat.
Stk. 3. Hvis den længstlevende ægtefælle, en arving eller en legatar udfører arbejde for dødsboet, kan der ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten fradrages et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Dette gælder, uanset hvilket vederlag boet har betalt den pågældende.