LBK 160/2019 Art. 9
Overvågningsudvalg og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Erhvervsministeren nedsætter et eller flere overvågningsudvalg for programmer under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse. Udvalgene nedsættes senest 3 måneder efter Kommissionens godkendelse af programmet.
Stk. 2. Overvågningsudvalgene varetager opgaver, som er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 320, om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006.
Stk. 3. Medlemmerne af overvågningsudvalgene repræsenterer ministerier, regionale og kommunale parter samt eventuelt relevante organisationer, herunder arbejdsmarkedets parter. Repræsentanter fra Kommissionen deltager i arbejdet i overvågningsudvalgene, hvor de har en rådgivende funktion. En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Investeringsfond kan deltage i arbejdet i overvågningsudvalgene i en rådgivende funktion under de programmer, Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Investeringsfond bidrager til. Erhvervsministeren kan efter udtalelse fra vedkommende overvågningsudvalg træffe beslutning om udpegning af nye eller yderligere medlemmer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Der udpeges tillige suppleanter.
Stk. 4. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om overvågningsudvalgenes sammensætning.
Stk. 5. Erhvervsministeren varetager formandskabet og sekretariatsfunktionen i overvågningsudvalgene.
Stk. 6. Overvågningsudvalgene fastsætter selv deres forretningsorden i overensstemmelse med de til enhver tid gældende forordningers og programmers bestemmelser.