LBK 30/2019 Art. 11
Autorisation og godkendelse
Sikkerhedsstyrelsen meddeler en virksomhed en virksomhedsgodkendelse på gasområdet til at udføre førstegangsindregulering af gasfyrede brænderanlæg over 135 kW, gasdrevne motoranlæg og installationer med procesudstyr, når betingelserne i § 9 er opfyldt, jf. dog stk. 2. Virksomhedsgodkendelsen giver samtidig virksomheden ret til at servicere den type anlæg, som godkendelsen omfatter.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan ud fra en konkret vurdering af de samlede faglige kompetencer i virksomheden meddele godkendelse efter stk. 1, selv om virksomhedens fagligt ansvarlige ikke er godkendt i henhold til § 14, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvilke faglige kvalifikationer den fagligt ansvarlige og de udførende medarbejdere skal være i besiddelse af, for at virksomheden kan meddeles en virksomhedsgodkendelse på gasområdet.
Stk. 4. Virksomheder, der er godkendt i henhold til stk. 1, opføres i Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister, jf. § 9, stk. 3, med angivelse af, hvilke arbejder godkendelsen omfatter.