Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LBK 1143/2018 · Bekendtgørelse af lov om europæiske samarbejdsudvalg

LBK 1143/2018 Art. 6

Definitioner

In KraftAmtlicher Text

Ved en modervirksomhed forstås en virksomhed, der kan udøve bestemmende indflydelse på en anden virksomhed f.eks. i kraft af ejendomsret, finansiel deltagelse eller de regler, den er underlagt, jf. dog stk. 6.

Stk. 2. Medmindre det modsatte bevises, formodes det, at en virksomhed kan udøve bestemmende indflydelse, når den direkte eller indirekte 1) har ret til at udnævne mere end halvdelen af medlemmerne til en anden virksomheds administrations-, ledelses-, eller tilsynsorgan eller 2) besidder flertallet af stemmerettighederne i en anden virksomhed eller 3) ejer størstedelen af en anden virksomheds tegnede selskabskapital.

Stk. 3. Hvis to eller flere virksomheder inden for samme koncern opfylder betingelserne i stk. 2, betegnes den virksomhed, der opfylder betingelsen i stk. 2, nr. 1, som modervirksomhed. Hvis betingelsen i stk. 2, nr. 1, ikke opfyldes af nogen virksomhed, betegnes den virksomhed, der opfylder betingelsen i stk. 2, nr. 2, som modervirksomhed.

Stk. 4. En modervirksomhed udgør sammen med dattervirksomhederne en koncern.

Stk. 5. En virksomhed, med hvilken en modervirksomhed har en af de i stk. 1 nævnte forbindelser, betegnes som en dattervirksomhed.

Stk. 6. Uanset stk. 1-3 anses en virksomhed ikke for en modervirksomhed, hvis der er tale om et selskab som omhandlet i artikel 3, stk. 5, litra a, i Rådets forordning (EØF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med virksomhedssammenslutninger. Det samme gælder, hvis der er tale om et selskab som omhandlet i samme artikel, litra c, jf. artikel 5, stk. 3, 1. pkt., i Rådets fjerde direktiv af 25. juli 1978 om årsregnskaber for visse selskabsformer (78/660).

Stk. 7. Ved opgørelsen af stemmerettigheder og rettigheder til at udnævne eller afsætte medlemmer af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer medregnes både rettigheder, der besiddes af modervirksomheden, og rettigheder, der besiddes af dens dattervirksomheder.

Stk. 8. En bestyrer af et konkursbo, en likvidator eller en lignende tilsynsmyndighed, som udfører sine opgaver efter konkursloven, aktieselskabsloven eller tilsvarende lovgivning, anses ikke for at udøve bestemmende indflydelse efter stk. 1 og 2.