LBK 1045/2017 · Bekendtgørelse af kriminallov for Grønland
LBK 1045/2017 Art. 28
Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.
For terrorisme dømmes den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge grønlandske, danske, færøske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade: 1) Manddrab efter § 86, stk. 1. 2) Grov vold efter § 88, 1. pkt. 3) Frihedsberøvelse efter § 92, 1. pkt. 4) Forsætlig forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 67, stk. 1, eller forsætligt hærværk i betydeligt omfang efter § 113, stk. 1, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab. 5) Kapring af transportmidler efter § 69. 6) Grove overtrædelser af våbenlov for Grønland. 7) Grov og forsætlig brandstiftelse efter § 65, stk. 1, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud eller anden transportulykke efter § 66, 1. pkt., forsætligt angreb på vandforsyningen efter § 67, stk. 2, forsætlig sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 67, stk. 3. 8) Besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter § 68.
Stk. 2. På samme måde dømmes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere dømmes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.