LBK 19/2017 · Bekendtgørelse af lov om Hav- og Fiskerifonden
LBK 19/2017 Art. 7
Administrative bestemmelser
Miljø- og fødevareministeren nedsætter et overvågningsudvalg med repræsentanter for berørte myndigheder, interesseorganisationer, arbejdsmarkedets parter, foreninger og partnerskaber til at varetage tilsyns- og opfølgningsfunktioner ved administrationen af støtteordninger efter denne lov.
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres ressortområde nedsætte rådgivende udvalg for støtteordninger efter denne lov.
Stk. 3. Erhvervsministeren nedsætter et indstillingsudvalg, der udvælger og afgiver indstilling om ansøgninger om godkendelse som støtteberettigede lokale aktionsgrupper og om indsendte lokale udviklingsstrategier.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres ressortområde indhente rådgivning hos andre udvalg, som er nedsat i medfør af anden lovgivning, og som har kompetence inden for det relevante område.
Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres ressortområde fastsætte regler om, at de regionale vækstfora, der er nedsat i medfør af lov om erhvervsfremme, kan afgive indstilling eller udtalelse om projekter vedrørende foranstaltningerne i § 1, stk. 2.