Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LBK 1581/2016 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland

LBK 1581/2016 Art. 702

Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

In KraftAmtlicher Text

Anmodningen om undersøgelse indgives til Retten i Grønland. Anmodningen skal være skriftlig og skal indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber sig til støtte for anmodningen, og de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.

Stk. 2. Retten fastsætter tid og sted for forretningen og giver meddelelse herom til den, som har anmodet om sagen, og den, som sagen er rettet imod. Forudgående underretning af den, som sagen er rettet imod, kan undlades, såfremt underretning må antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse, fjernes, tilintetgøres eller ændres.

Stk. 3. Den, som sagen er rettet imod, skal, selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen, have adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen om undersøgelse skal tages til følge, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Forretningen kan foretages, selv om den, som sagen er rettet imod, ikke giver møde eller ikke træffes. I så fald opfordrer retten andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at have kendskab til forholdene for den, som sagen er rettet imod, til at varetage dennes interesser under forretningen. Er den, som sagen retter sig imod, ikke forud blevet underrettet om forretningen, og træffes på stedet ingen, der kan varetage interesserne for den, som sagen er rettet imod, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 5. Er den, som sagen er rettet imod, ikke forud blevet underrettet om forretningen, skal den, som sagen er rettet imod, eller den, der varetager dennes interesser, jf. stk. 4, have adgang til at tilkalde en advokat. Ønsker den, som sagen er rettet imod, eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret, udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig forsinkelse eller en risiko som nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6. En afgørelse om gennemførelse af undersøgelse er betinget af, at den, som har fremsat anmodningen, stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som den, som sagen er rettet imod, kan blive påført, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet. Retten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 7. Har den, som sagen er rettet imod, ikke været til stede under forretningen, giver retten uden unødigt ophold den, som sagen er rettet imod, underretning om, hvad der er passeret. Den, som sagen er rettet imod, kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen af underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan ikke udleveres til den, der har fremsat anmodningen, før denne frist er udløbet. Kræver den, som sagen er rettet imod, sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når retten har truffet fornyet afgørelse i sagen.

Stk. 8. Rettens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes.

Stk. 9. Retten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme.