LBK 1581/2016 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1581/2016 Art. 435
Andre tvangsindgreb under efterforskning
Er der særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en grov lovovertrædelse, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, hvis dette må antages at være af afgørende betydning for at gennemføre forfølgningen eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.
Stk. 2. Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den kriminalitet, der er rejst sigtelse for, og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der også offentliggøres et fotografi af den pågældende.
Stk. 3. Efterlysning må ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens karakter og grovhed og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet.