LBK 1581/2016 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1581/2016 Art. 405
Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, legemsindgreb og ransagning
Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, hvis den pågældende giver samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. Gives der ikke samtykke, må der ikke foretages legemsundersøgelse eller legemsbesigtigelse, der kræver afklædning. Andre former for legemsbesigtigelse må foretages efter reglerne i stk. 2-4.
Stk. 2. Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lign. af legemet og visitation af tøj, kan foretages over for en person, der ikke er sigtet, hvis 1) efterforskningen vedrører en grov lovovertrædelse og 2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
Stk. 3. Afgørelse om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved en beslutning, der skal begrundes. Bestemmelserne i § 404, stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. I stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 150, stk. 1, nævnte tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.
Stk. 4. Under efterforskning på gerningsstedet, umiddelbart efter at der er begået en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsat trussel herom, og i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende skjuler våben på sin person, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben.