LBK 1581/2016 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1581/2016 Art. 257
Fri proces
Fri proces medfører for vedkommende part: 1) Beskikkelse af advokat eller anden jurist til at udføre sagen mod vederlag af det offentlige, jf. § 261. 2) Godtgørelse fra det offentlige for udgifter, som med føje er afholdt til foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling eller oplysning. 3) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger. 4) Fritagelse for retsafgifter.
Stk. 2. Udgifter til transport og overnatning m.v. dækkes kun, i det omfang disse er godkendt af retten som nødvendige.
Stk. 3. Fri proces kan begrænses til kun at omfatte visse af de begunstigelser, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for at få genoptaget sagen ved samme ret, og fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter også de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.
Stk. 5. Virkningerne af fri proces omfatter også behandling af sagen i 2. eller 3. instans, hvis sagen er indbragt for højere ret af modparten og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans.
Stk. 6. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.
Stk. 7. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces.