LBK 1022/2014 · Bekendtgørelse af lov om Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse
LBK 1022/2014 Art. 10
Fondens struktur og opgaver
Bestyrelsen for Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse udpeges af beskæftigelsesministeren og består af 1 formand og følgende andre medlemmer: 1) 1 medlem indstillet af Landsorganisationen i Danmark og 1 medlem fra et medlemsforbund efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark. 2) 1 medlem indstillet af FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd). 3) 1 medlem indstillet af Akademikernes Centralorganisation. 4) 1 medlem indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening. 5) 1 medlem indstillet af Lederne. 6) 1 medlem indstillet af Danske Regioner. 7) 1 medlem indstillet af KL (Kommunernes Landsforening). 8) 1 medlem indstillet af Danske Handicaporganisationer.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren udpeger tilforordnede til bestyrelsen. De tilforordnede har ikke stemmeret.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren udpeger bestyrelsens medlemmer og formand for en periode af op til 4 år. Bestyrelsens medlemmer og formand kan genudpeges. Hvis formanden eller et medlem af bestyrelsen udtræder af bestyrelsen før udløbet af perioden, jf. 1. pkt., kan beskæftigelsesministeren udpege en afløser for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af beskæftigelsesministeren.