LBK 213/2013 Art. 36
Fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
Når betingelserne for fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse her i landet er opfyldt, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes 1) i en passende periode, hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller straffesag, 2) indtil afslutningen af en konfiskationssag i Danmark, hvis formuegodet allerede er omfattet af en sådan sag, eller 3) i en passende periode, hvis det skønnes, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne fuldbyrdes samtidig i mere end én medlemsstat.
Stk. 2. Hvis det i udsættelsesperioden er nødvendigt for at sikre, at formuegodet er tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition anvendes, i det omfang den lovovertrædelse, som konfiskationsafgørelsen vedrører, opfylder betingelserne for fuldbyrdelse i § 32.