LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.
LOV 456/2011 Art. 55
Ydelse og optagelse af lån m.v.
En investeringsforening eller en specialforening skal løbende være åben for indløsning af andele, således at et medlem kan blive indløst efter anmodning. I specialforeninger kan foreningens vedtægter dog indeholde indskrænkninger i medlemmernes adgang til at blive indløst efter anmodning.
Stk. 2. En hedgeforening skal mindst en gang om måneden være åben for indløsning af andele.
Stk. 3. En forening kan udsætte indløsning af andele, 1) når foreningen ikke kan fastsætte indre værdi på grund af markedsforhold, eller 2) når foreningen af hensyn til en lige behandling af medlemmerne først kan fastsætte den indre værdi, når foreningen har realiseret de til indløsningen af andelene nødvendige aktiver.
Stk. 4. Et feederinstitut kan foruden de i stk. 3 nævnte tilfælde udsætte indløsning af andele, hvis det masterinstitut, foreningen investerer i, på eget initiativ eller efter Finanstilsynets eller en anden kompetent myndigheds påbud har udsat sin indløsning af andele.
Stk. 5. En forening skal straks efter udsættelsen af indløsning underrette Finanstilsynet herom, herunder redegøre for årsagen til udsættelsen.
Stk. 6. En investeringsforening skal straks efter udsættelse af indløsning underrette de kompetente myndigheder i andre lande i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis foreningen markedsfører sine andele her.
Stk. 7. Finanstilsynet kan påbyde en forening at udsætte indløsning af andele, hvis det er i medlemmernes eller i offentlighedens interesse.
Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af indløsningsprisen og om de oplysninger, en forening skal offentliggøre herom.