LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.
LOV 456/2011 Art. 36
Ledelse m.v.
Bestyrelsesformanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når det er nødvendigt, og skal påse, at samtlige medlemmer indkaldes. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en ekstern revisor og den interne revisionschef kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør, en ekstern revisor og den interne revisionschef har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse. Eksterne revisorer og den interne revisionschef har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af årsrapporten.
Stk. 2. Eksterne revisorer og den interne revisionschef har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af sager, såfremt det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.
Stk. 3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, en direktør, en ekstern revisor eller den interne revisionschef, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.
Stk. 4. Bestyrelsen for en forening kan træffe beslutning om, at bestyrelsen holder fælles bestyrelsesmøder for flere foreninger, der har samme bestyrelse. Den i stk. 3 nævnte protokol over bestyrelsens forhandlinger skal i så fald udformes således, at det utvetydigt fremgår, hvilke rapporteringer, forhandlinger og beslutninger der vedrører den enkelte forening.
Stk. 5. Bestyrelsen for en forening kan, i det omfang det er forsvarligt, træffe beslutning om, at foreningen og andre foreninger, der har samme bestyrelse, kan have følgende fælles dokumenter: 1) Forretningsorden for bestyrelsen, jf. § 34, stk. 2. 2) Retningslinjer til direktionen for foreningens virksomhed, jf. § 35, stk. 2. 3) Administrationsaftale. 4) Depotselskabsaftale. 5) Aftaler om investeringsrådgivning. 6) Aftaler om markedsføring.
Stk. 6. Træffer bestyrelsen beslutning efter stk. 5, skal det utvetydigt fremgå af dokumenterne, hvilke bestemmelser der er fælles, og hvilke der vedrører den enkelte forening.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for, at foreninger kan have fælles dokumenter, jf. stk. 5.