Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.

LOV 456/2011 Art. 33

Ledelse m.v.

In KraftAmtlicher Text

Når bestyrelsen har delegeret den daglige ledelse, jf. § 32, stk. 4, skal investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets direktør udføre de opgaver, der ellers påhviler en forenings direktør.

Stk. 2. Bestyrelsen kan i overensstemmelse med §§ 45-47 delegere opgaver, der udgør en del af foreningens administration, til et selskab, der har tilladelse til at udføre de pågældende opgaver.

Stk. 3. Bestyrelsen kan uanset stk. 2 ikke træffe beslutning om at delegere beslutninger om investering af foreningens midler eller andre kerneopgaver, jf. stk. 9. Bestyrelsen kan dog indgå aftaler om porteføljepleje med virksomheder, der opfylder betingelserne i § 45, stk. 1, og som ikke er depotselskab for foreningen eller et andet selskab, jf. § 32, stk. 5, hvis interesser kan være i strid med foreningens.

Stk. 4. Når en forenings bestyrelse træffer beslutning om delegation, jf. stk. 2 og 3 og § 32, stk. 4, skal delegationen medføre en mere effektiv drift af foreningens virksomhed og overholde de betingelser, der fremgår af §§ 45-47.

Stk. 5. Bestyrelsens, et eventuelt investeringsforvaltningsselskabs eller administrationsselskabs og depotselskabets forpligtelser berøres ikke af, at bestyrelsen har delegeret opgaver til tredjemand.

Stk. 6. Bestyrelsen og investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet skal sørge for overvågning af de delegerede opgavers udførelse, jf. §§ 45-47.

Stk. 7. Bestyrelsen må ikke delegere så stor en del af de administrative opgaver, at investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet bliver et tomt selskab, for så vidt angår opgaver i forbindelse med administration af foreningen.

Stk. 8. Bestyrelsen for en investeringsforening, der investerer som feederinstitut, skal sørge for, at foreningen fører effektiv kontrol med masterinstituttets virksomhed. Foreningen kan benytte oplysninger og dokumenter modtaget fra masterinstituttet eller dettes investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, depotselskab og revisor, medmindre foreningen har grund til at betvivle nøjagtigheden af masterinstituttets oplysninger og dokumenter.

Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke opgaver der er kerneopgaver, jf. stk. 3, og om, hvordan foreningen skal følge op på delegerede opgaver.