Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.

LOV 456/2011 Art. 210

Tilsyn og afgifter m.v.

In KraftAmtlicher Text

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på tilsynets vegne. Det gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. 1.-3. pkt. i dette stykke finder tillige anvendelse på ansatte i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som led i udøvelsen af sekretariatsfunktion for Fondsrådet.

Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke de i stk. 1 nævnte personer til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplysninger i sager om: 1) God skik, jf. § 22 og bekendtgørelser udstedt i medfør af § 22, stk. 2. 2) Afgørelser vedrørende vedtægtsændringer, jf. § 28, stk. 2. 3) Afgørelser vedrørende foreningers administrative og regnskabsmæssige praksis, forretningsgange og kontrolprocedurer, jf. § 44. 4) Forbud mod at opkræve dobbeltgebyr, jf. §§ 57-59. 5) Pligten til at indberette fejlberegninger, jf. §§ 56 og 189. 6) Afholdelse af udgifter i forbindelse med udstedelse af andele gennem en værdipapircentral, jf. §§ 61 og 92. 7) Prospekter og bekendtgørelser om prospekter, jf. §§ 83-159 og 171. 8) Offentliggørelse af emissions- og indløsningspriser, jf. §§ 86-88. 9) Inddragelse af investeringsforeningers, specialforeningers og hedgeforeningers tilladelse, jf. § 92, stk. 1, og tilbagekaldelse af fåmandsforeningers godkendelse, jf. § 166. 10) Foreningers placering af midler, jf. kapitel 13, 14, 15 og 16, § 161 og § 147, stk. 1, nr. 1. 11) Overskridelse af risikoprofil, risikopolitik og risikorammer, jf. §§ 146 og 151. 12) Pligten til at offentliggøre hedgeforeningens eller afdelingens indre værdi, jf. § 87, stk. 1. 13) Pligten til at underrette navnenoterede medlemmer, jf. § 87, stk. 2, og § 150, stk. 3. 14) Pligten til at indberette overskridelser, jf. § 146, stk. 3, og § 151, stk. 2. 15) Pligten til at underrette medlemmer om overskridelse af risikorammer, jf. § 146, stk. 5, og § 151, stk. 4. 16) Pligten til at beskrive kollektive investeringsordninger i et regelsæt, jf. § 195, stk. 4. 17) Udbudsdokument, jf. § 195, stk. 5.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening eller dens medlemmer kan identificeres.

Stk. 5. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en forening eller afdeling er erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører medlemsforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde foreningen eller afdelingen.

Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til: 1) Fondsrådet henholdsvis Finanstilsynet og Det Finansielle Virksomhedsråd. 2) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen. 3) Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn. 4) Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet. 5) Folketingets Ombudsmand. 6) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget. 7) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner. 8) Folketingets stående udvalg vedrørende en forenings eller afdelings generelle økonomiske forhold, for så vidt angår krisehåndtering af foreninger, når der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal yde garanti eller stille midler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbindelse med den parlamentariske kontrol i sager omfattet af 1. pkt. 9) Statsrevisorerne og Rigsrevisionen. 10) Interessenter, herunder myndigheder, involveret i forsøg på at redde en kriseramt forening eller afdeling, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor. 11) Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved foreningens likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af en forenings regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver. 12) Danmarks Nationalbank, udenlandske centralbanker, Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk myndighed, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og varetagelse af det finansielle systems stabilitet. 13) En institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen. 14) Finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med investeringsinstitutter, finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter eller med kapitalmarkederne og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders og investeringsinstitutters likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsinstituttets regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver. 15) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for kontrol med overholdelsen af reglerne for finansiel informa­ti‍on fra udstedere af værdipapirer, der er optaget på et reguleret marked. 16) Ministre med ansvar for den finansielle lovgivning i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i forbindelse med krisehåndtering af en forening. 17) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og organer etableret af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver. 18) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med udenlandske investeringsinstitutter, finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter eller med kapitalmarkederne og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders og investeringsinstitutters likvida­tion, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsinstituttets regnskaber, jf. dog stk. 10 og 11. 19) Revisortilsynet og Revisornævnet til varetagelsen af deres opgaver.

Stk. 7. Alle, der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Stk. 8. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør af stk. 6, nr. 17, kan uanset tavshedspligten udveksles direkte mellem på den ene side Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed samt organer etableret af denne myndighed og på den anden side Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

Stk. 9. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

Stk. 10. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 6, nr. 8, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16. september 1995.

Stk. 11. Videregivelse efter stk. 6, nr. 18, kan alene ske 1) på baggrund af en international samarbejdsaftale, og 2) under forudsætning af at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver.

Stk. 12. Videregivelse efter stk. 6, nr. 18, af fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan endvidere alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.