LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.
LOV 456/2011 Art. 147
Professionelle foreninger
Foreninger, der alene retter henvendelse til professionelle investorer, kan lade sig registrere i Finanstilsynet som professionelle foreninger. Sådanne foreninger må kun udøve virksomhed, der består i 1) fra professionelle investorer at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i de finansielle instrumenter, som er nævnt i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, i likvide midler, herunder valuta, og i andele i andre professionelle foreninger i overensstemmelse med foreningens investeringspolitik og risikoprofil, og 2) at indløse et medlems andel af formuen med midler, der hidrører fra denne.
Stk. 2. En professionel forening kan sammen med andre professionelle foreninger, investeringsforeninger, specialforeninger, godkendte fåmandsforeninger eller hedgeforeninger eje et investeringsforvaltningsselskab, der udelukkende og kun på den eller de pågældende foreningers vegne udøver administrations-, investerings- eller markedsføringsvirksomhed.
Stk. 3. Professionelle foreninger har pligt og eneret til at benytte betegnelsen professionel forening i deres navn i breve og på andre forretningspapirer, herunder elektroniske meddelelser, og på foreningens hjemmeside. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er professionelle foreninger.
Stk. 4. En professionel forenings finansielle aktiver skal forvaltes og opbevares særskilt for foreningen af et depotselskab, som Finanstilsynet har godkendt. Depotselskabet skal være et pengeinstitut med hjemsted her i landet eller en herværende filial af et tilsvarende udenlandsk kreditinstitut med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.