LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.
LOV 456/2011 Art. 12
Tilladelse til investeringsforeninger, herunder feederinstitutter, specialforeninger og hedgeforeninger samt afdelinger heraf, og godkendelse af vedtægter m.v.
Finanstilsynet godkender ændring af en forenings vedtægter, når ændringerne er gyldigt vedtaget og er i overensstemmelse med denne lov.
Stk. 2. Finanstilsynet giver tilladelse til nye afdelinger i investeringsforeninger, specialforeninger og hedgeforeninger, når 1) afdelingen er gyldigt stiftet, 2) Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne vedrørende afdelingen, 3) afdelinger af investeringsforeninger og specialforeninger har en formue på mindst 10 mio. kr. og afdelinger af hedgeforeninger har en formue på mindst 25 mio. kr. og 4) afdelingens minimumsformue enten er tegnet og indsat på en spærret konto i depotselskabet, eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for mindst 10 mio. kr. i afdelinger af investeringsforeninger og specialforeninger henholdsvis 25 mio. kr. i afdelinger af hedgeforeninger.
Stk. 3. Finanstilsynet giver tilladelse til, at nye afdelinger i investeringsforeninger, jf. §§ 4 og 5, investerer som feederinstitut, eller til, at en afdeling, der investerer som feederinstitut, investerer i et nyt masterinstitut, når Finanstilsynet vurderer, at kravene i § 5, stk. 1, og § 10, stk. 2-5, med de fornødne tilpasninger er opfyldt. Finanstilsynet træffer afgørelse, senest 15 arbejdsdage efter at tilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning, jf. § 10, stk. 3, 2. pkt., og stk. 10.