LOV 456/2011 · Lov om investeringsforeninger m.v.
LOV 456/2011 Art. 10
Tilladelse til investeringsforeninger, herunder feederinstitutter, specialforeninger og hedgeforeninger samt afdelinger heraf, og godkendelse af vedtægter m.v.
Finanstilsynet tillader en forening at udøve virksomhed, hvis 1) foreningen er gyldigt stiftet, 2) kravene i § 4, § 5, § 6 eller § 7 er opfyldt, 3) medlemmerne af foreningens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 39, eller, hvis bestyrelsen ikke har ansat en direktion, når Finanstilsynet har godkendt foreningens delegation af den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller en investeringsforenings delegation af den daglige ledelse til et administrationsselskab, jf. § 15, 4) Finanstilsynet har godkendt foreningens vedtægter, 5) Finanstilsynet har godkendt foreningens valg af depotselskab, jf. § 16, 6) foreningens aktivitetsplan, organisation, risikostyring, forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige, 7) der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 3, nr. 20, mellem ansøgeren og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver, 8) lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøgeren har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver, 9) formuen i de enkelte afdelinger, der mindst skal udgøre 10 mio. kr. for hver afdeling i investeringsforeninger og specialforeninger og 25 mio. kr. i hedgeforeninger, er tegnet på den stiftende generalforsamling og indsat på en spærret konto i depotselskabet eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele i hver afdeling for minimumsbeløbet på mindst 10 mio. kr. henholdsvis 25 mio. kr., 10) foreningen har hjemsted i Danmark og 11) ansøgningen om tilladelse opfylder de krav, der stilles i stk. 4.
Stk. 2. En investeringsforening, der søger tilladelse til at investere som feederinstitut eller til at investere i et nyt masterinstitut, skal indsende 1) sine egne og masterinstituttets vedtægter, 2) sit eget og masterinstituttets prospekt og dokument med central investorinformation, 3) investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets forretningsgange om administration af masterfeederstrukturen, jf. § 5, stk. 5, eller aftalen mellem feederinstituttet og masterinstituttet, hvis de ikke skal administreres af det samme selskab, jf. § 5, stk. 4, nr. 1, 4) de oplysninger, jf. stk. 5, der skal udleveres til medlemmerne, når feederinstituttet allerede har tilladelse som investeringsforening, 5) den aftale om udveksling af oplysninger, som feederinstituttets og masterinstituttets depotselskaber indgår, jf. § 5, stk. 4, nr. 2, når de ikke har samme depotselskab, 6) den aftale om udveksling af oplysninger, som feederinstituttets og masterinstituttets revisorer indgår, jf. § 5, stk. 4, nr. 3, når de ikke har samme revisor, og 7) en erklæring på dansk, engelsk, norsk eller svensk fra de kompetente myndigheder i masterinstituttets hjemland, hvis instituttet ikke har tilladelse her i landet, om, at det ikke er et feederinstitut, og heller ikke ejer andele i et feederinstitut.
Stk. 3. Finanstilsynet tillader feederinstitutter, jf. § 5, at udøve virksomhed, herunder at investere ud over 20-procents-grænsen i § 135, jf. § 124, når det har indsendt de i stk. 2 nævnte dokumenter og oplysninger og Finanstilsynet vurderer, at feederinstituttet, dets depotselskab og revisor og masterinstituttet opfylder kravene i stk. 2 og 5 og § 5, herunder de regler, Finanstilsynet udsteder i medfør af stk. 6 og § 5, stk. 6. Finanstilsynet skal træffe afgørelse, senest 15 arbejdsdage efter at Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning.
Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter §§ 4-7 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.
Stk. 5. En investeringsforening, der allerede udøver virksomhed og herefter får tilladelse som feederinstitut, eller som har fået tilladelse til at investere i et nyt masterinstitut, skal senest 30 dage før den i nr. 3 nævnte dato udlevere følgende til sine medlemmer: 1) En erklæring om, at Finanstilsynet har givet tilladelse til investeringsforeningens investering som feederinstitut i masterinstituttet. 2) Den i § 84 nævnte centrale investorinformation for feederinstituttet og masterinstituttet. 3) Oplysning om den dato, hvor investeringsforeningen vil begynde at investere som feederinstitut i masterinstituttet, eller, hvis det allerede har investeret heri, den dato, hvor dets investeringer vil overskride grænsen i § 135, stk. 1 og 2. 4) En erklæring om, at medlemmerne inden for en frist på 30 dage har ret til at forlange indløsning af deres andele uden andre omkostninger end omkostningerne i forbindelse med indløsningen. Denne ret til indløsning får virkning fra det tidspunkt, hvor feederinstituttet har udleveret de i dette stykke nævnte oplysninger.
Stk. 6. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om formatet og måden, hvorpå de i stk. 5 nævnte oplysninger og dokumenter skal udleveres.
Stk. 7. Når Finanstilsynet har givet foreningen tilladelse, jf. stk. 1 og 3, kan foreningen begynde sin virksomhed med at investere de fra medlemmerne modtagne midler. En investeringsforening, der har tilladelse som feederinstitut, kan dog først investere ud over den i § 135, stk. 1, nævnte grænse efter udløbet af den i stk. 5 nævnte periode på 30 dage.
Stk. 8. Finanstilsynet skal afslå ansøgningen om tilladelse, hvis foreningen retligt, herunder på grund af vedtægterne, er forhindret i at markedsføre sine andele her i landet.
Stk. 9. Afslår Finanstilsynet at give tilladelse til en investeringsforening, specialforening eller hedgeforening, jf. stk. 1, skal det meddeles foreningen senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest 6 måneder efter at foreningen har sendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Finanstilsynet træffer under alle omstændigheder afgørelse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan foreningen indbringe sagen for domstolene.
Stk. 10. Finanstilsynet skal give en investeringsforening, der får afslag på en ansøgning om at blive et feederinstitut eller om at investere i et nyt masterinstitut, jf. stk. 2, afslag, senest 15 arbejdsdage efter at Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning.