LBK 80/2011 Art. 7
Definitioner
Ved finansiering af terrorisme skal i denne lov forstås 1) direkte eller indirekte ydelse af økonomisk støtte til, 2) direkte eller indirekte tilvejebringelse eller indsamling af midler til eller 3) direkte eller indirekte rådighedsstillelse af penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af stk. 2.
Stk. 2. Ved terrorisme skal i denne lov forstås: 1) En eller flere af følgende handlinger, som begås med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge færøske, danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade: a) Manddrab efter § 237 i straffeloven. b) Grov vold efter § 245 eller § 246 i straffeloven. c) Frihedsberøvelse efter § 261 i straffeloven. d) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, i straffeloven, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, i straffeloven, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, i straffeloven, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab. e) Kapring af transportmidler efter § 183 a i straffeloven. f) Grove våbenlovsovertrædelser efter stk. 3. g) Brandstiftelse efter § 180 i straffeloven, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, i straffeloven eller sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, i straffeloven eller sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1, i straffeloven. h) Besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter stk. 4. 2) Transport af våben eller eksplosivstoffer med det i nr. 1 nævnte forsæt. 3) Trussel om at begå de i nr. 1 og 2 nævnte handlinger med det i nr. 1 nævnte forsæt.
Stk. 3. Ved grove våbenlovsovertrædelser forstås i denne lov en eller flere handlinger, hvor der i strid med våbenlovgivningen indføres, udføres, transporteres, erhverves, overdrages, besiddes, bæres, anvendes, tilvirkes, udvikles eller med henblik på udvikling forskes i våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.
Stk. 4. Ved besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer forstås i denne lov 1) en eller flere handlinger, hvor der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet modtages, besiddes, overdrages eller ændres radioaktive stoffer eller fremstilles eller besiddes en eksplosiv nuklear anordning eller en anordning, der er beregnet til at sprede radioaktive stoffer eller kan udsende ioniserende stråling, eller 2) en eller flere handlinger, hvor der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet eller til at tvinge nogen til at foretage eller undlade at foretage en handling a) anvendes radioaktive stoffer eller anordninger, der udsender ioniserende stråling, b) fjernes, ændres eller beskadiges en nødvendig beskyttelse mod spredning af radioaktive stoffer eller mod ioniserende stråling eller c) anvendes eller beskadiges et nukleart anlæg med den følge, at der sker udslip af radioaktive stoffer eller fremkaldelse af fare herfor.