LBK 80/2011 Art. 17
Forpligtelser for mellembetalingsformidlere
Stk. 3-6 finder anvendelse, når betalers betalingsformidler befinder sig uden for Færøerne og mellembetalingsformidleren befinder sig på Færøerne.
Stk. 2. Stk. 3-6 finder dog ikke anvendelse, når betalers betalingsformidler befinder sig i Danmark eller i Grønland og mellembetalingsformidleren befinder sig på Færøerne.
Stk. 3. Mellembetalingsformidleren kan anvende et betalingssystem med tekniske begrænsninger til at sende pengeoverførsler til modtagers betalingsformidler, uanset at de tekniske begrænsninger ikke gør det muligt, at oplysningerne om betaler kan følge med en pengeoverførsel, medmindre mellembetalingsformidleren ved modtagelsen af en pengeoverførsel bliver bekendt med, at de oplysninger om betaler, der kræves efter denne lov, mangler eller er ufuldstændige.
Stk. 4. Bliver mellembetalingsformidleren ved modtagelsen af en pengeoverførsel bekendt med, at de oplysninger om betaler, der kræves efter denne lov, mangler eller er ufuldstændige, må mellembetalingsformidleren kun anvende et betalingssystem med tekniske begrænsninger, hvis det er muligt at underrette modtagers betalingsformidler om, at oplysningerne om betaler er mangelfulde eller ufuldstændige. Underretningen skal ske ved brug af et betalings- eller meddelelsessystem, som gør det muligt at formidle denne oplysning, eller ved brug af en anden procedure, der er accepteret eller aftalt mellem de to betalingsformidlere.
Stk. 5. Hvis mellembetalingsformidleren anvender et betalingssystem med tekniske begrænsninger, skal mellembetalingsformidleren efter anmodning fra modtagers betalingsformidler inden for tre arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen stille alle modtagne oplysninger om betaler til rådighed for modtagers betalingsformidler, uanset om disse oplysninger er fuldstændige eller ej.
Stk. 6. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 3 og 4, skal mellembetalingsformidleren i 5 år opbevare registre, der indeholder alle modtagne oplysninger.