BEK 1239/2022 чл. 5
Administration
Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives til Landbrugsstyrelsen på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Tast Selv.
Stk. 2. Ansøgning om tilsagn om tilskud skal være modtaget i perioden fra den 4. oktober 2022 til den 14. december 2022.
Stk. 3. Ansøgningen skal indeholde følgende: 1) Det udfyldte ansøgningsskema, jf. stk. 1. 2) Afgrænset indtegning af projektområdet i IMK. 3) To sammenlignelige tilbud til dokumentation for rimelige udgifter, jf. stk. 4-6. 4) Foreningens, organisationens eller fondens vedtægter og referat fra seneste generalforsamling, hvis ansøger er en forening/organisation/fond.
Stk. 4. Tilbud skal omfatte sammenlignelige varer eller tjenesteydelser og være udstedt til ansøger. Tilbuddene skal være udspecificerede og være afgivet af leverandører med forskellige CVR-numre, som er uafhængige af hinanden. Hvis det ene tilbud indeholder elementer, som det andet tilbud ikke indeholder, skal det være muligt at trække udgiften for disse elementer ud, så priserne kan sammenlignes.
Stk. 5. Landbrugsstyrelsen kan på baggrund af en konkret vurdering træffe afgørelse om at dispensere fra stk. 3, nr. 3, hvis der kun findes én leverandør. Ansøgers begrundelse for kun at vedlægge et tilbud skal fremgå af ansøgningen.
Stk. 6. Stk. 3, nr. 3, finder ikke anvendelse for private ansøgere for så vidt angår investeringer omfattet af bilag 1.
Stk. 7. Ved ansøgninger om tilsagn om tilskud til rydning af tilgroede arealer, jf. § 2, nr. 1, skal ansøgningen ud over kravene i stk. 3 endvidere indeholde en beskrivelse af, hvordan projektet planlægges udført.
Stk. 8. Ved ansøgninger om tilsagn om tilskud til forberedelse til afgræsning, jf. § 2, nr. 2, skal ansøgningen ud over kravene i stk. 3 endvidere indeholde en opgørelse af antal meter hegn, elforsyning, drikkevandsforsyning, kreaturovergang, færist og fangefold. Ansøgninger skal tillige indeholde den nøjagtige placering af kreaturovergang og færist.
Stk. 9. Der skal indgives én ansøgning for hvert projektområde og projekttype.