Правна библиотека и анализ на дела · Австрия · Белгия · Европейски съюз
LAWxPERT Вход Безплатен акаунт

BEK 1430/2016 · Bekendtgørelse om forsøgsordning for tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd

BEK 1430/2016 чл. 21

В силаОфициален текст

Netejer skal tilbyde åben engrosadgang til hele den støttede infrastruktur for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Stk. 2. Åben engrosadgang efter stk. 1, skal til slutbrugere, der i accesleddet er forbundet med kobber- eller fiberkabler, som minimum omfatte et bitstrømsprodukt frem til slutbrugeren fra et centralt punkt i nettet, og et fysisk netadgangsprodukt frem til slutbrugeren fra et decentralt punkt, det vil sige sort fiber eller en delstrækning af rå kobber.

Stk. 3. Åben engrosadgang, efter stk. 1, skal til slutbrugere, der i accesleddet er forbundet med kabel-tv-net eller en trådløs forbindelse, som minimum omfatte et bitstrømsprodukt frem til slutbrugeren fra et centralt punkt i nettet.

Stk. 4. Netadgangsprodukter omfattet af stk. 2 eller stk. 3 skal tilbydes sammen med netadgang til de tillægsydelser (accessoriske delelementer), der er nødvendige for, at andre udbydere reelt og på lige vilkår med netejeren kan tilbyde detailprodukter til slutbrugere baseret på de tilbudte netadgangsprodukter, herunder blandt andet driftsstøttesystemer, bestillingssystemer, transport, samhusning eller lignende.

Stk. 5. Vilkår og betingelser, herunder pris, for åben engrosadgang fastsættes på baggrund af kommercielle forhandlinger. Ved fastsættelse af rimelige priser for åben engrosadgang skal netejer have rimelig mulighed for at få dækket sine omkostninger, herunder en rimelig forrentning af den investerede kapital.

Stk. 6. Åben engrosadgang skal tilbydes, efterhånden som den støttede infrastruktur etableres, og skal holdes åben i en periode på 10 år, regnet fra datoen for Energistyrelsens godkendelse af den afsluttende statusrapportering, jf. § 12.

Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse for en udbyder af elektroniske kommunikationsnet, såfremt der er truffet afgørelse i medfør af afsnit IV i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller fastsat regler i medfør af afsnit IV eller V i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der pålægger den pågældende udbyder forpligtelser om adgang, som går videre, end hvad der følger af stk. 1-6. Om en forpligtelse efter stk. 1-6 går videre end en allerede pålagt forpligtelse vurderes konkret i forhold til det enkelte stykke.